Med kun 405 dage fra den første skitse til den køreklare prototype demonstrerede Audi Nuvolari et nyt tempo i Audis biludvikling. En making-of-video følger projektet fra de første konceptidéer gennem udvikling og test til udholdenhedstests med kørerne fra Audi Revolut F1 Team og verdenspremieren i Sydfrankrig.
”Nuvolari-projektet er et markant eksempel på, hvor hurtigt vi hos Audi kan bringe en idé til live. Det er ‘Vorsprung durch Technik’,” siger Audis administrerende direktør, Gernot Döllner.
Den nye model er langt mere end en supersportsvogn. Som et teknologisk pejlemærke viser Nuvolari retningen for fremtidige Audi-udviklinger og giver vigtige impulser til mærkets teknologiportefølje.
”Audi Nuvolari er den hurtigste og mest kraftfulde gadebil, vi nogensinde har produceret,” siger Rouven Mohr, medlem af direktionen med ansvar for teknisk udvikling.
Samtidig repræsenterer projektet en ny form for samarbejde hos Audi: Fra begyndelsen arbejdede eksperter inden for design, køretøjsteknologi, aerodynamik og drivlinjer tæt sammen i et selvstændigt, fokuseret projektteam. Korte kommunikationsveje, hurtige beslutninger og tæt integration af alle fagområder gjorde det muligt at drive udviklingsprojektet frem i højt tempo.
”Audi Nuvolari viser, at man med den rette indstilling og et tæt samarbejde kan levere hurtigt uden at gå på kompromis,” siger Chief Creative Officer Massimo Frascella.
Udvikling på tværs af Europa
Fra de første designskitser i Ingolstadt til vintertests af teknologi i Lapland, letvægtskonstruktion i Neckarsulm, test i Audis vindtunnel i Ingolstadt, finjustering af undervogn i Sydspanien og højhastighedstest i Nardò i Italien arbejdede eksperter tæt sammen for at udvikle Audi Nuvolari på rekordtid.
”Da Nuvolari kom på vejen for første gang, var det bedste øjeblik at se ansigtsudtrykkene hos de mennesker, der havde udviklet den,”fortæller Gernot Döllner. ”At se noget, som kun havde eksisteret som en skitse, blive levende for første gang var ubeskriveligt.”
Formel 1-kørerne finpudser Nuvolari
405 dage efter den første idé præsenterede projektteamet den køreklare prototype. Herefter overtog kørerne fra Audi Revolut F1 Team testarbejdet.
Gabriel Bortoleto kørte Nuvolari på højhastighedsbanen ved Nardò Technical Center.
Efter testkørslerne konkluderede han: ”Bilen er ekstremt hurtig, lyden er fantastisk. Jeg har brug for flere omgange. Jeg vil have mere af den følelse.”
På testbanen i Neustadt an der Donau pressede F1-kollega Nico Hülkenberg også Nuvolari til grænsen: ”Accelerationen og den samlede systemydelse på mere end 1.000 hk – det er et markant statement.”
Den 4. juni 2026 fik Audi Nuvolari endelig sin store debut. Først ved verdenspremieren i Antibes og kort efter ved sin første kørsel på offentlig vej under Formel 1 Grand Prix'et i Monaco.
”Vi kunne ikke have fundet et mere passende sted til den første kørsel med Nuvolari,” siger Gernot Döllner.
Hülkenberg tilføjer: ”Monaco er en af de mest krævende og udfordrende baner. Det var her, vi ville præsentere Nuvolari for fansene og verden.”

Prisvindende design
Audi Nuvolari er den første serieproducerede model, der udtrykker Audis nye designsprog. Bilen har allerede opnået international anerkendelse og er blevet kåret til ”Design of the Year” ved de britiske CAR Genius Awards.
Juryen roste bilen for at bringe en følelse af tilbageholdenhed og stringens til supersportsvognssegmentet, samtidig med at den skaber et design, der føles markant nyt, men stadig umiskendeligt Audi.
Yderligere oplysninger om Audi Nuvolari findes på Audi MediaCenter.
Dokumentaren er også tilgængelig på YouTube.
Forbrugsangivelser (foreløbige tal)
Audi Nuvolari (den viste bil er en næsten produktionsklar prototype)
Brændstofforbrug ved blandet kørsel: 11,3 l/100 km
Strømforbrug ved blandet kørsel: 7,8 kWh/100 km
CO2-emissioner ved kørsel: 270 g/km
CO2-klasse: G
Brændstofforbrug med afladet batteri ved blandet kørsel: 14,7 l/100 km
CO2-klasse med afladet batteri: G
Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk